Mød Dan Jørgensen, kommissær for energi og boliger

FEM, Foreningen af Energi- og Miljøjournalister, inviterer:

Fredag den 28. marts, København

’Mere og bedre samarbejde i Europa’ er svaret på mange af de geopolitiske udfordringer, vi står overfor.
Vi er derfor glade for, at energi- og boligkommissær Dan Jørgensen (S) har takket ja til at briefe os – inkl. Q&A – om den aktuelle politiske situation og om (noget af) kommissionens arbejde de næste knap fem år.

Stikord: Sikkerhed og konkurrenceevne, hjemmedyrket energi inkl. havvind, EU’s klimamål for 2030/2040, overkommelige energipriser, infrastruktur, elektrificeringsplan, ophør af import af russisk energi…

  • Tidspunkt: Fredag den 28. marts kl. 11.30-12.30.
  • Sted: Europa-Huset, Gothergade 115, København (lige ved Nørreport Station).
  • Tilmelding: Send en mail til formand@fem-2004.dk senest mandag den 24. marts kl. 12.

Læs om Dan Jørgensens ansvarsområder her:
Dan Jørgensen – European Commission

Læs om Dan Jørgensens karriere her:
Dan Jørgensen – Europa-Kommissionen

På FEM’s vegne
Jesper Tornbjerg
Tlf. 22 750 470

Mød Dan Jørgensen, kommissær for energi og boliger Read More

Human Race

Til medlemmer af Danske Videnskabsjournalister

Indbydelse til lukket pressevisning:

Human Race

– en film om Eske Willerslev

Onsdag 5. marts kl. 12.00 – Gloria Biograf, Rådhuspladsen

Human Race er en ny dansk dokumentar, der går helt tæt på én af vor tids mest kompromisløse videnskabsfolk – og hans besættelse af at efterlade et uudsletteligt aftryk på historien.

Professor Eske Willerslev har sat sig for at opbygge verdens største DNA-bibliotek over menneskehedens fortid. Sammen med et hold af internationale forskere har han fem år til at kortlægge arvemassen fra 5.000 mennesker, der har ligget begravet i århundreder – måske endda årtusinder. Hvert eneste fund bringer dem tættere på svarene på nogle af de største spørgsmål om, hvem vi er: Har psykiske lidelser som depression, ADHD og autisme altid været en del af mennesket? Og hvis ja – hvad betyder det for vores forståelse af os selv?

Men Human Race handler ikke kun om jagten på menneskets fortid. Det er også en fortælling om Eske Willerslevs egen baggrund. Hvorfor er han drevet af en umættelig sult efter nye indsigter, anerkendelse og en plads i historiebøgerne? Langsomt bliver Eske Willerslev hvirvlet ind i det politiske og etiske virvar, hans arbejde skaber. Og oven i dette må han konfrontere skyggerne i sit eget liv og kæmpe for at holde sammen på sin familie.

Filminstruktør Simon Lec har fulgt Willerslev tæt gennem fem intense år – fra gennembrud til fiaskoer, fra akademiske magtkampe til dybt personlige erkendelser. Human Race er en episk fortælling om videnskab, ambition og den evige jagt på sandhed – og hæder.

Human Race får verdenspremiere 21. marts på CPH:DOX og bliver vist rundt om i landet, ligesom den også er åbningsfilm 25. marts på festivalens videnskabsprogram, SCIENCE, på Nationalmuseet.

Human Race (varighed 100 minutter) er instrueret af Simon Lec og produceret af Jacob Levin Krogh, MOVE COPENHAGEN.

Tilmelding: neumann@mail.dk

Human Race Read More