Til medlemmer af Danske Videnskabsjournalister
Indbydelse til lukket pressevisning:
Human Race
– en film om Eske Willerslev
Onsdag 5. marts kl. 12.00 – Gloria Biograf, Rådhuspladsen
Human Race er en ny dansk dokumentar, der går helt tæt på én af vor tids mest kompromisløse videnskabsfolk – og hans besættelse af at efterlade et uudsletteligt aftryk på historien.
Professor Eske Willerslev har sat sig for at opbygge verdens største DNA-bibliotek over menneskehedens fortid. Sammen med et hold af internationale forskere har han fem år til at kortlægge arvemassen fra 5.000 mennesker, der har ligget begravet i århundreder – måske endda årtusinder. Hvert eneste fund bringer dem tættere på svarene på nogle af de største spørgsmål om, hvem vi er: Har psykiske lidelser som depression, ADHD og autisme altid været en del af mennesket? Og hvis ja – hvad betyder det for vores forståelse af os selv?
Men Human Race handler ikke kun om jagten på menneskets fortid. Det er også en fortælling om Eske Willerslevs egen baggrund. Hvorfor er han drevet af en umættelig sult efter nye indsigter, anerkendelse og en plads i historiebøgerne? Langsomt bliver Eske Willerslev hvirvlet ind i det politiske og etiske virvar, hans arbejde skaber. Og oven i dette må han konfrontere skyggerne i sit eget liv og kæmpe for at holde sammen på sin familie.
Filminstruktør Simon Lec har fulgt Willerslev tæt gennem fem intense år – fra gennembrud til fiaskoer, fra akademiske magtkampe til dybt personlige erkendelser. Human Race er en episk fortælling om videnskab, ambition og den evige jagt på sandhed – og hæder.
Human Race får verdenspremiere 21. marts på CPH:DOX og bliver vist rundt om i landet, ligesom den også er åbningsfilm 25. marts på festivalens videnskabsprogram, SCIENCE, på Nationalmuseet.
Human Race (varighed 100 minutter) er instrueret af Simon Lec og produceret af Jacob Levin Krogh, MOVE COPENHAGEN.
Tilmelding: neumann@mail.dk
